Praktisk info inden du starter til svømning

For at have de bedste betingelser for at lære at svømme anbefaler vi følgende:

Badetøj

Skal sidde tæt – brug hellere badebukser end badeshorts. Badeshorts (med løse ben) giver mere modstand og gør det sværere at bevæge sig rundt i vandet. Vi oplever desuden flere børn der har problemer med at få dem til at sidde stramt nok, så de ikke glider ned når de sparker fra kanten.

 
Blebørn
 
Skal benytte Happy Nappy samt badeble (kan købes i svømmehallen) 
Svømmebriller

Vi anbefaler klart brug af svømmebriller. Dels er det praktisk at bedre kunne orientere sig under vandet, og dels beskytter det øjnene mod kloren, der kan irritere slimhinderne i øjet efter svømningen.

Fastgør langt hår

Især pigerne bruger nogle gange meget tid og energi på at feje håret væk fra ansigtet når de har hoppet rundt i bassinet, eller svømmet en tur. Faktisk er det nogle gange så slemt at det fjerner fokus fra det de egentlig skal tænke på.

Vi anbefaler at man enten bruger en badehætte eller sætter håret op med elastikker. De kvindelige undervisere har stor erfaring med hvordan man nemmest holder styr på sit hår – så spørg endelig hvis I er i tvivl.

Alle, der skal i vandet, skal vaske sig inden – og igen efter eventuelle toiletbesøg. Færre bakterier i vandet reducerer de kemikalier der bruges til at rense vandet og vil give en bedre svømmeoplevelse.

Ingen apparater med kamera-funktion i omklædningsrummene

Vi vil i øvrigt gerne minde om at mobiltelefoner og andre apparater med foto/video-funktion skal holdes i taskerne i omklædningsrummene.

Seneste nyheder

Kommende events